Efter 14 dage på ny livsstil

Efter 14 dage på ny antiinflammatorisk livsstil

Jeg har nu levet en antiinflammatorisk livsstil i 14 dage. Det går overraskende godt.

Jeg er imponeret over at jeg bl.a. kan spise kål hver dag, masser af mørke bær og rødløg, uden mavegener, hvor jeg tidligere ikke kunne, da jeg spiste efter Low FODMAP diæten. Det glæder mig virkelig at jeg kan få endnu mere grønt ind i min kost, uden at jeg får mavekramper og ender et vis sted. For mig er det en helt ny farvestrålende verden, med mange flere muligheder for råvarer end tidligere, så jeg føler mig ikke lige så begrænset.

Oveni hatten har jeg normale blodprøver, som ikke viser inflammation i tarmen p.t. Jeg har ikke haft normale tal, siden 2016. Det er da vildt.
Ydermere viste mine blodprøver forleden dag at være normale, som skulle måle om min krop kan tåle den nye medicin. Det har jeg virkelig optur over. Jeg håber det fortsætter på den måde. Skal have taget nye blodprøver igen om ca. 12 dage, så krydser fingre.

På den korte tid jeg har spist antiinflammatorisk kost, kan jeg mærke en klar forbedring af min fordøjelse. Jeg har regelmæssig toiletbesøg hver dag, jeg har minimale mavesmerter, er mere glad og har et lidt større overskud end hidtil. Jeg er dog stadig fuldstændig færdig om fredagen, når jeg kommer hjem fra arbejde og går på weekend, men de små fremskridt tæller også. Mon ikke det kommer til at gå bedre, især når forår og sommer kommer.

Jeg drikker stadig kaffe hver dag, dog uden sødetablet og med enten mandel- eller havremælk eller plantebaseret barista creamer. Det giver mig ikke en følelse af hul i maven, som da jeg drak med laktosefri mælk og sødetablet. Næste skridt er, at skære ned for mælk/creamer i kaffen.
Når jeg bliver træt af at drikke vand, tager jeg også engang i mellem et glas pepsi max, som er okay for mig.

Jeg har tabt 1 kg siden jeg startede, bare ved at spise antiinflammatorisk, så det er dejligt, da jeg har taget lidt på efter jeg blev opereret. Det er somom det hele er ved at falde på plads… stille og roligt. 🙂

Jeg holder mig helst fra alkohol, for det tager hårdt på min krop, uanset mængde. Jeg bliver meget meget træt dagen efter og det hænger ved i krop og mave i 4 dage. Så jeg gider faktisk ikke.
Nu når jeg mærker en sådan forbedring i kroppen, kan det at drikke alkohol, virkelig mærkes hvad det gør ved min krop, på en negativ måde. For nogle måneder siden havde jeg det jo halv- eller hel dårligt det meste af tiden, så det kom ikke så nøje om jeg tog en drink eller to.

Jeg har i et par år stort set spist havregrød til morgenmad i mange afskygninger, men er nu gået over til køleskabsgrød, som jeg er blevet ret vildt med. Og så er det nemt og kan varieres på rigtig mange måder. Tager 5 min. at lave om aftenen også er der morgenmad dagen efter, hvor der bare skal tilføjes friske bær, hakkede mandler, frugt eller hvad jeg nu kommer på.

Frokosten består ofte at rester fra aftensmaden dagen før, eller f.eks. spidskålsblade med smørepålæg og lidt grønt, som jeg ruller sammen til en rulle.

Aftensmaden er meget varieret, men består ofte af kål på en eller anden måde, som er godt at spise på antiinflammatorisk kost. Jeg får desværre ikke så meget fisk, som jeg kunne ønske, da det er lidt dyrt til mit budget, men indtager fiskeolie med omega 3 i tabletform hver dag.

Jeg er optimistisk og fortsætter den nye livsstil. Jeg lærer hele tiden nyt om min krop og hvad der er godt og ikke godt for den. og hvor er det en fed følelse, når alt bare spiller 🙂

Jeg vil poste et blogindlæg igen om hvordan det går om 14 dage.

Nåh ja forresten, en sidste ting… nu har jeg så mange antiinflammatoriske opskrifter på coriskoekken.dk at det har fået sin egen kategori på madbloggen 🙂 Så tag et kig forbi.

5/5 - (2 votes)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Dette websted bruger cookies. Ved at fortsætte med at bruge dette websted accepterer du vores brug af cookies.